I september 1926 stævnede The Floating University ud fra New York. Det omrejsende universitet, som befandt sig ombord på det tidligere hollandske troppetransportskib SS Rijnda, var et af 1920ernes helt store samtaleemner, ikke bare i USA, men også i de 47 havne, hvor det lagde til på sin rejse. Således også i København, hvor skibet anløb en af de første aprildage i 1927.

Nysgerrigheden var enorm, pressen var mødt op på kajen, og aviserne bragte reportager og interview med såvel kaptajnen som med redaktøren af skibets avis og initiativtageren, professor og psykolog James E. Lough. »Det er en ægte Amerikansk Idé,« skrev Politiken, mens National Tidendes reporter sejlede ud med karantænelægen og derfor kunne bringe det første interview med turens ledende kræfter.

»Jeg fik ideen,« fortalte Lough, National Tidendes udsendte, »da jeg observerede, hvor udviklende det var for unge, og hvor fornuftige de kunne blive gennem mødet med jævnaldrende fra andre nationer.«

I The Floating University fortæller historiker Tamson Pietsch historien om togtet og dets ophavsmand, Lough. Filosofiprofessoren havde haft en ydmyg opvækst på landet i Ohio, men var som 16-årig flyttet hjemmefra for at gå på universitetet. Ambitionerne var store, og i 1893 søgte han om optagelse på Harvard og kom ind.

Foto fra bogen Photographs of the First University World Cruise (1927). Foto: Walter Harris
Foto fra bogen Photographs of the First University World Cruise (1927). Foto: Walter Harris Wikimedia commons

På universitetet stiftede han bekendtskab med den amerikanske pragmatisme og ikke mindst med John Deweys tanker om learning by doing. Det blev et mantra for hans egen undervisning, da han efterfølgende blev ansat på New York City University.

For Dewey og for Lough var geografi alle videnskabers moder. De studerende blev sendt ud i storbyen for at studere såvel de mange etniske sociale grupper som transport- og byplanlægning. Men ikke nok med det, Lough var en entreprenant herre, der nok vidste, hvordan man kunne spinde guld på at lave kurser. Sammen med sin bror arrangerede han efteruddannelse for børsmæglere og andre med deres gang på Wall Street. Brødrene tog sig godt betalt, og bestyrelsen på NYU klappede i deres små hænder.

Begejstringen stoppede, den dag Lough præsenterede sit nyeste tiltag, nemlig en jordomrejse med stop i en række byer, hvor de studerende med egne øjne skulle opleve verden, samtidig med at de havde forelæsninger, gik til eksamen og fik karakterer.

Bestyrelsen frygtede, at det kunne ende i økonomisk ruin, og desuden fandt man det moralsk betænkeligt, at cirka 60 unge kvinder og 300 unge mænd skulle opholde sig på et skib alle døgnets 24 timer i en periode på otte måneder.

Togtet blev dog gennemført på den betingelse, at NYU intet officielt havde med det at gøre, og at professor Lough så sig om efter et andet arbejde, når rejsen var slut.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

TUREN GIK FRA New York, ned langs østkysten, gennem den netop færdiggjorte Panamakanal, hvor de studerende kunne få lejlighed til at beundre amerikansk ingeniørkunst – videre til Los Angeles, over Stillehavet til Asien – og derfra gennem Suezkanalen til Europa med mødet med Mussolini i Rom og besøget i Paris og på slagmarkerne i Nordfrankrig som højdepunkter – og retur via England.

Det var den amerikanske drøm, båret frem af unge, stærke, hvide – altovervejende – mænd. Og medierne var ikke sene til at opdage det. Politiken bemærkede således, at de unge mænd gennemgående var af en nordisk type, nogle de rene kæmper med »det fysiske Overskud, som nu driver USA frem for alle Lande og Verdensdele«. Avisen spurgte retorisk, om der mon var tale om, at Europas marv var tappet til Uncle Sam?

Landgangen sammenlignede Politiken med Noas ark, hvor dyrene havde fulgtes ad to og to. Alle var klædt i skind, som ville have bragt zoologer og buntmagere i forlegenhed. »En Kæmpe viser sig i Vaskebjørnspels med Haarene udad, og Kvinderne i Slangeskind i alle Afskygninger, Gazelle, Los og alt, hvad man overhovedet kan trække Huden af.«

Også de malede læber fik en bemærkning med på vejen; og så var der lige det forhold, at flertallet af kvinderne så jødiske ud. »Umiskendeligt, selvom Rachel-Teinten havde været anbragt mindre haandfast.«

LIVET OMBORD var trangt, for at få økonomien til at løbe rundt havde man taget en del rejseglade ældre enlige kvinder ombord. 15 kokke opvartede passagerne, fire læger holdt styr på sundheden (men forhindrede ikke, at der løb rygter om pesttilfælde), 60 professorer underviste de unge, mange medbragte deres hustruer, og 130 mand sørgede for det praktiske under og over dæk.

Et jazzorkester spillede op til dans mindst en gang ugentligt, der var teaterforestillinger og forlovelser – og senere ægteskab og børnefødsler, alkohol og fest og farver. Ikke mindst da de studerende gik i land i Osaka og væltede byen – eller i Singapore, hvor bordeller og barer fik fornemt besøg, mens aber blev indkøbt som kæledyr.

Da turen kom til København, hvor skibet lå for anker i Frihavnen i halvandet døgn, var det langtfra alle, der oven på udflugter til Kronborg og Nationalmuseet fandt underholdningen med klassisk musik og sang og taler i Studenterforeningen lige tillokkende. De unge amerikanere foretrak byens natteliv.

Skibet havde sin egen daglige avis og en presse- og radiotjeneste, som solgte gode nyheder om oplevelser og vidensdeling til pressen hjemme i USA, dog i skarp konkurrence med de studerendes breve hjem – og jo flere skandaler pressen fik nys om, desto bedre. Det, som lignede en gennemført nyskabelse og succes, stod ved sin hjemkomst i maj 1927 tilbage som latterliggjort og i bedste fald naivt.

Lough og hans tilhængere opgav dog ikke så let, året efter blev to nye togter gennemført, et for mænd og et for kvinder. Også Københavns Universitet var blevet bidt af ideen, og kort tid efter amerikanernes ophold stævnede en nordisk studenterrejse ud med mange hundrede deltagere fra Danmark, Norge og Sverige. Undervejs mod Nordkap, 19 dage og 18 forskellige havne, med foredrag og underholdning ombord. Ifølge Københavns Universitets rektor håbede man at kunne lokke Knud Rasmussen med ombord.

Den dag i dag eksisterer lignende tilbud til verdensnysgerrige studerende, som ikke lader sig kyse af udsigten til søsyge, trange kahytter og ensformig mad.

Tamson Pietsch: The Floating University. Experience, Empire, and the Politics of Knowledge, Chicago University Press, 2023