Kort nyt. Et nyt studie tyder på, at der er en forbindelse mellem generelt helbred, og hvor ofte man går på toilettet.
Daglig tømning
Når man skal, så skal man! Men det viser sig faktisk at have betydning for helbredet, hvor ofte trangen til afføring melder sig, siger biofysikere fra Institute for Systems Biology i Seattle. Vores tarmsystem er ekspert i at fermentere kostfibrene i den mad, vi har spist, og forvandle fibrene til nyttige, kortkædede fedtsyrer, som blandt andet er gavnlige for immunsystemet. Når maden opholder sig for længe i tarmen, bliver fibrene opbrugt, og i stedet angribes proteinerne, som under gæring omdannes til forskellige giftstoffer.
På instituttet i Seattle indsamlede forskerne data om sundhed og toiletvaner fra over 1.400 raske voksne og tog prøver af tarmenes sammensætning af mikrober – det såkaldte mikrobiom.
De gode fedtsyrer viste sig at trives hos mennesker, der havde afføring en til to gange dagligt, mens de proteinfermenterede bakterier var i overtal hos mennesker med forstoppelse eller kronisk diarré, og bakterierne viste sig at kunne spores helt ud i blodbanen. De proteinudvundne gifte har længe været sat i forbindelse med lever- og nyreskader, men studiet beviser, at giftstofferne også er i blodbanen hos raske, forstoppede mennesker, som endnu ikke har nogen symptomer på organsygdomme.
Studiet fandt ligeledes en forbindelse mellem et sløvt afføringsmønster og angst og depression, og ifølge forskerne tyder alle resultaterne på, at det giver god mening at forkæle sit tarmsystem med motion, tilstrækkelig væske og masser af fibre, hvis man vil sætte fut i sine afføringsvaner og forebygge fremtidig sygdom.

Cell Reports Medicine, 16. juli
Del:


