Kort nyt. Bare en times mindre søvn kan øge risikoen for at falde for mailsvindel, viser amerikansk studie.
Dårlig søvn, dårlig dømmekraft
Antallet af danskere, der sover dårligt om natten, er støt stigende. De seneste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at hver sjette dansker lider af søvnproblemer. I 2010 var det kun hver tiende.
Søvnproblemer kan få flere helbredsmæssige konsekvenser, såsom nedsat koncentration, dårligere hukommelse og endda et svækket immunforsvar. Og nu viser et studie publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, at det også påvirker en persons evne til at bedømme, om en mail er troværdig.

Forskere fra University of California lånte data fra en større virksomhed i USA med flere end 11.000 ansatte. Virksomheden sender jævnligt e-mail ud til de ansatte, der ligner e-mail brugt til phishing, altså identitetstyveri, for at se, hvor mange, der klikker på links i mailen og dermed bliver narret.
13 procent flere af virksomhedens ansatte klikkede på den falske phishingmail mandagen efter skiftet til sommertid sammenlignet med mandagen før. Det tyder derfor på, at alene én times mindre søvn kan have konsekvenser for de ansattes dømmekraft. 18 procent af de ansatte faldt for phishingmailen mandagen efter sommertid, mens det gjaldt lidt under 16 procent mandagen før.
»Selvom vores studie fokuserede på cybersikkerhed, bliver mange af vores daglige beslutninger sandsynligvis kompromitteret på lignende måder. Bedre søvn fører formentlig til bedre beslutninger,« lyder det fra en af forskerne bag studiet.
University of California, 9. november



