En varm junidag fik Frederik Ravn Klausen et forvarsel om, hvad der var i vente. Som så mange gange før testede han et par svære spørgsmål fra sit forskningsfelt, matematisk fysik og sandsynlighedsteori, på en af de nyeste sprogmodeller. Matematikeren ved Cambridge University havde fulgt med fra sidelinjen og set modellerne blive skarpere for hver ny opdatering, men hans afprøvninger af dem var altid endt med lettelse: Pyha, så klog er den heller ikke. Men nu påstod botten at have det rigtige svar.

Det kan ikke passe, tænkte han, og bad modellen om at lave et computerprogram, der kunne tegne løsningen for ham. Derfra tog det kun ti sekunder, før indsigten ramte ham: Den var god nok.