Kronik. Vi matematikere ser oprørte til, mens kunstig intelligens løser det ene matematiske problem efter det andet.
Matematik holder krisemøde
»Hvis du er matematiker, må du hellere sætte dig ned, inden du læser videre.« Sådan indledte Cambridge-professoren Timothy Gowers, da han skulle beskrive et af de seneste gennembrud for kunstig intelligens. For første gang havde den nye teknologi løst et større kendt matematisk problem. Hvis det havde været et menneske, der havde udført bedriften, ville det kunne publiceres i det bedste matematiske tidsskrift, Annals of Mathematics, vurderede Gowers.
Forskerne på matematikinstituttet i Cambridge, hvor jeg arbejder, ruster sig mentalt til storm. Hver dag knækker kunstig intelligens en uløst gåde i matematik. De lærde frokostsamtaler rundtomkring på de gamle kollegier kunne tidligere handle om alt fra Genghis Khan til Keir Starmer. Nu er matematikfrokoster kortsluttet. De kan kun handle om maskinernes nye evner og det faktum, at den spritnye britiske regering har en minister for AI, men ikke en for forskning. De fastansatte joker galgenhumoristisk med, at den forlystelsesparklignende kulisse, som universitetet også er, i hvert fald ikke ser ud til at forsvinde.


