Kort nyt. Forskere har fundet tegn på bestialsk vold og kannibalisme i bronzealderens Storbritannien.
Bronzealdermassakre
For omkring 4.200 år siden led mindst 37 mennesker i den tidlige bronzealders sydvestlige England en frygtelig skæbne. Af uvisse årsager blev gruppen af mænd, kvinder og børn slået brutalt ihjel, siden parteret og måske endda delvist spist, inden de blev dumpet i en 15 meter dyb skakt.
Det voldsomme optrin blotlægges og beskrives i et nyt videnskabeligt studie, hvor arkæologer under ledelse af University of Oxford har analyseret mere end 3.000 knogler eller knoglefragmenter fra mennesker, der blev udgravet i Somerset i 1970erne.
Knoglerne stammer fra Storbritanniens tidlige bronzealder, der betegner perioden fra år 2500 til 1500 før vores tidsregning. Nærmere bestemt vurderer arkæologerne, at de mindst 37 mennesker mistede livet ved én samlet voldelig begivenhed, der fandt sted mellem år 2210 og 2010 før vores tidsregning.
Der er fundet hundredvis af menneskeknogler stammende fra den tidlige britiske bronzealder, men arkæologiske beviser på dødelig vold i perioden er få og sjældne. De findes til gengæld til overflod i det nye studie.

Her beskriver forskerne en lang række skæremærker og overlagte knoglebrud; en klar indikation på, at de arme ofre blev skåret i stykker efter deres død. Der er sågar tegn på bidemærker fra mennesketænder i flere af knoglerne; en indikation på mulig kannibalisme.
Arkæologerne beskriver det nyopdagede voldsorgie som usædvanligt for sin samtid.
De vurderer, at de hedengangne gerningsmænd ikke manglede mad, da der er fundet talrige knogler fra kvæg blandt menneskeresterne.
I stedet anfører forskerne, at den voldsomme nedslagtning og dehumanisering af ofrene skulle sende et klart og skræmmende signal til andre rivaler om at holde sig væk.
Antiquity, 15. december
Del:



