Kort nyt. To nye registerstudier fra Syddansk Universitet kæder diabetesmedicinen Ozempic sammen med en øget risiko for invaliderende øjensygdom.
Bivirkning ved Ozempic
Historien om Ozempic – Novo Nordisks populære lægemiddel mod diabetes 2 – har længe strålet om kap med solen. Medicinen virker ikke kun mod diabetes 2, men ser blandt andet også ud til at have en positiv virkning på kronisk nyresygdom, mindske symptomer på søvnapnø og nedbringe risikoen for visse fedmerelaterede kræftformer.
Nu hælder ny dansk forskning imidlertid en smule malurt i bægeret.
I to uafhængige registerstudier finder forskere med Syddansk Universitet i spidsen, at patienter med diabetes 2, der behandles med Ozempic, har øget risiko for at udvikle den sjældne øjensygdom NAION, som giver skader på øjets synsnerve.
I det ene af de to registerstudier har forskerne undersøgt data fra alle 424.152 danskere med diabetes 2. Patienterne blev inddelt i to grupper; dem, der blev behandlet med Ozempic, og dem, der fik anden behandling. Studiet viser, at Ozempic mere end fordobler risikoen for at udvikle NAION. I konkrete tal voksede det gennemsnitlige årlige antal af patienter, der fik NAION for første gang, fra 67 til 148 efter introduktionen af Ozempic i 2018.

Studiet er accepteret til udgivelse i tidsskriftet International Journal of Retina and Vitreous.
I det andet registerstudie har forskere fra Syddansk Universitet i samarbejde med Folkehelseinstituttet i Norge undersøgt, hvor mange henholdsvis danske og norske patienter der siden 2018 har fået Ozempic mod diabetes 2 og siden udviklet NAION sammenlignet med patienter i anden behandling. De finder, at risikoen for at udvikle NAION er 2,81 gange større hos patienter, der behandles med Ozempic. Studiet er fortsat ved at blive fagfællebedømt og er indtil videre offentliggjort som præprint.
I en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet understreges det, at der er tale om en alvorlig, men samlet set meget sjælden bivirkning.
»Vi håber, at vores resultater kan bruges af læger og patienter til at drøfte fordele og ulemper ved behandling med Ozempic,« udtaler Jakob Graulund, professor i øjensygdomme og førsteforfatter til det ene af de to nye registerstudier.
Mandag meddelte Lægemiddelstyrelsen, at man nu vil anmode den europæiske bivirkningskomité, PRAC, om at vurdere studiernes resultater.
Syddansk Universitet, 16. december
Lægemiddelstyrelsen, 16. december
Del:



