Det er sjældent, at et matematisk bevis for alvor kan ophidse folk, men det var ikke desto mindre det, der skete, da et muligt bevis for den såkaldte abc-formodning blev accepteret til publikation i foråret 2020.

Groft sagt siger abc-formodningen, at der er en form for forbindelse mellem de primtal, der går op i to vilkårlige heltal, a og b, og de primtal, der går op i tallenes sum, c. Formodningen blev fremsat i 1980erne, og det stod hurtigt klart, at hvis man kunne vise den, ville en række andre talteoretiske resultater falde på plads af sig selv. Abc-formodningen var derfor ikke bare vigtig i sig selv, men også nøglen til et større gennembrud. Det lød fantastisk, men desværre var det ikke sådan lige at komme op med et bevis.