I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

I april i år rapporterede et Cambridge-ledet forskerteam om potentielle tegn på liv på exoplaneten K2‑18b, der er omkring 2,6 gange større end Jorden og cirka 124 lysår herfra i stjernebilledet Løven. Ved hjælp af James Webb-rumteleskopet mente de at have fundet molekylerne dimetylsulfid (DMS) og dimetyldisulfid (DMDS) i planetens atmosfære. Disse organiske svovlforbindelser er på Jorden primært produceret af mikrobiel aktivitet, blandt andet i plankton, og det blev derfor betragtet som mulige livstegn på en planet med et ocean. Molekylerne er desuden kortlivede, så hvis de er til stede i store mængder, kræver det en løbende kilde, og det pegede også på liv.

K2‑18b. Illustration: ESA/Hubble, M. Kornmesser
K2‑18b. Illustration: ESA/Hubble, M. Kornmesser

K2‑18b blev derfor set som en stærk kandidat til at være en beboelig planet med flydende vand og biologiske processer.

Det, vi ved nu

Ny forskning og uafhængige analyser har dog allerede skabt tvivl om opdagelsen, fordi de ikke har kunnet bekræfte tilstedeværelsen af hverken DMS eller DMDS. De svage signaler, der først skabte optimisme, vurderes nu at være statistisk marginale og sandsynligvis et resultat af støj eller fejlfortolkning.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Et nyt studie fra California Institute of Technology viser endda, at DMS kan dannes abiotisk i hydrogenrige atmosfærer med høj metallisk sammensætning, hvilket gør stoffet upålideligt som entydigt tegn på liv.

Men ...

Alligevel er K2‑18b stadig interessant. Det samme studie fra Californien peger nemlig på, at planeten enten har en tyk atmosfære med over ti procent vanddamp eller en tyndere atmosfære over et flydende vandlag. 

K2-18b fremstår derfor som et lovende eksempel på en gasrig mini‑Neptun‑planet med flydende vand, men altså uden klare tegn på liv.

Jens Olaf Pepke Pedersen

NewScientist, 28. juli

arXiv, 16. juli