Mønsterjagt. En skovl er en skovl. Men i en voksende del af den arkæologiske forskning er graveredskaber erstattet med luftfotografier, geoscanninger og matematiske modeller. Målet er dog det samme som altid: at kunne sige noget sejt om fortiden.
Arkæologi ved algoritme
Da det arkæologiske naturtalent juristen Erik Westerby i 1944 efter ti års fysiske og åndelige strabadser triumferende påviste, at der havde boet mennesker i Danmark i istidens afsluttende fase for omkring 11.000 år siden, var jagten foregået med hans ben, i hans hoved og ikke mindst ved hans skrivebord, hvor han med kort og indicier havde ræsonneret sig frem til, hvor der måske havde boet mennesker på dette tidlige tidspunkt i historien. Til sidst bukkede han sig ned nordvest for Sorø og greb fat om det første tegn på, at han havde ret, en såkaldt skafttungespids af flint. Det er forrygende at læse hans beretning, forfattet to år senere på randen af sindssyge:
»Landets ældste beboere dumpede ikke uden videre ned på et tilfældigt sted ved en tilfældig å; de valgte oftest en lidt fremspringende banke med en ikke for stejl skråning, således at man allerede på et landkort til en vis grad kunne udpege de mistænkelige steder, og ydermere skulle jordbunden helst være sandet, måske fordi dette gav de bedste muligheder for at få bagdelen anbragt på et tørt sted,« skrev han om den snørklede vej til bopladsen ved den sjællandske by Bromme, som skulle give navn til en hidtil ukendt stenalderkultur.
Del:
