Falsificeret. Forskere troede, at forhistoriske mennesker var for store til at blive angrebet af ørne. De tog fejl.
Angreb fra luften
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Der er grænser for, hvad selv en stor rovfugl kan slæbe afsted med. Så selvom ørne har jaget primater i millioner af år, har forskere ment, at mennesker og vores forfædre gik fri.
De behøvede ikke at bekymre sig om angreb fra oven, for de var for tunge til at blive bytte. Helt konkret var der ingen tegn på, at primater over 13 kilo var blevet nedlagt af en ørn.

Det, vi ved nu
Men efterladte abekranier midt ude i Saharaørkenen fortæller nu en anden historie. Et internationalt hold primatologer anført af University of St Andrews tog ud til Ennedi-plateauet for at observere en isoleret bavianflok og fandt til deres store overraskelse tegn på, at selv store hanbavianer blev ofre for ørne.
Forskerne har fundet knogler og kranier med tydelige tegn efter ørneangreb. Der er mærker, hvor ørnekloen har boret sig ind i kraniet, samt ridser og skrammer på skulderknoglerne. De så også aberne advare hinanden og søge ly, når en ørn var på himlen.
Forskerne vurderer, at en af de nedlagte bavianer har vejet 26 kilo, hvilket placerer den i samme vægtklasse som visse homininer, de tidligere arter på menneskets udviklingslinje.
Fundet kan kaste et helt nyt lys over menneskets evolution, for det er noget helt andet at forsvare sig mod et angreb fra luften end mod et rovdyr på landjorden. Nutidige aber beskytter sig for eksempel mod ørneangreb ved at bevæge sig i store blandede flokke af forskellige primater. Menneskets forfædre har måske gjort det samme, og i så fald kan det tyde på, at der har været evolutionære fordele ved at samarbejde på tværs af arter.
Men …
Selvom forskerne mener, at overlagte ørneangreb er den mest sandsynlige forklaring på abeknoglernes skader, kan de alternative muligheder endnu ikke helt udelukkes. Det kunne for eksempel være, at aberne er døde af andre årsager, for eksempel i en kamp mellem to hanner, og så har ørne sat kløerne i deres kadavere.
Louise Fogh Hansen
American Journal of Biological Anthropology



