Der er kun ringe tvivl om, at Kina er på vej til at blive en videnskabelig supermagt, hvis det da ikke allerede er det. Sidste år registrerede kinesiske opfindere over tre millioner patenter, mere end noget andet land.

Det er naturligvis et meget groft, kvantitativt mål, og ikke alle patenter er lige værdifulde. Men alligevel – det er vanskeligt at komme uden om, at Kina er nået langt inden for forskning i forhold til for et par generationer siden, hvor de videnskabelige miljøer lå i ruiner som følge af de antiintellektuelle storme, der havde hærget landet i den mest rabiate kommunistiske periode.