Når Melania Trump i næste uge udgiver sine erindringer, Melania, vil de indeholde et lidenskabeligt forsvar for kvinders ret til abort. Det kunne avisen The Guardian for nylig afsløre, og nyheden vakte stor opsigt. Hendes mand, præsidentkandidat Donald Trump, har været noget mindre klar i spyttet.

Den store opmærksomhed om abortspørgsmålet er ikke tilfældig. For mens tidligere forskning har vist, at abortholdninger ikke var særligt vigtige for præsidentvalgene i 1970erne, så er abort i de seneste årtier blevet et politikområde, der for alvor er med til at afgøre præsidentvalg i USA.