Babyangst. En hel industri tjener penge på at gøre forældre usikre på deres egne evner.
Farligt forældreskab
Uret på mobilen havde passeret tre om natten, og jeg sad i sengen og googlede. Formentlig efter årsager til, at det lille barn i mine arme skreg mere end alle de andre spædbørn, jeg var blevet så optaget af den seneste tid. Inden da havde jeg også søgt på amning, søvn, knopper og kemi efter svar på de store og knap så store spørgsmål, som forældrelivet giver anledning til allerede før fødslen.
Søgningen giver sjældent den forløsning, man ledte efter, men alligevel gør man det igen og igen. Hvad ellers? Intuitionen, forældre blev udstyret med engang i tidernes morgen, er slået ud af kurs af de enorme mængder viden, gode råd og fikse ideer, der akkumuleres især på internettet. Hovedsageligt drevet af den voksende industri af ammerådgivere, private sundhedsplejersker, influencere og opdragelsesguruer, som tjener penge på at give indtrykket af, at der findes løsninger på alle forældrelivets problemer (og at de selvfølgelig kan levere løsningen).
Del: