Ti fremtrædende forskere har vendt det kritiske blik mod deres egne fag inden for humaniora. I en opsigtsvækkende rapport advarer de om, at fagene er ved at underminere deres eget videnskabelige grundlag. De ti forskere kommer fra nogle af USAs førende universiteter, og deres ambition er ikke at afskrive humaniora, men at redde fagene fra dem selv. Rapporten er bestilt af rektorerne for Vanderbilt University og Washington University og er blevet kendt som Vanderbilt-rapporten.

Seks delrapporter undersøger forholdene inden for de enkelte fag, senest filosofien. Hårdest går kritikken ud over antropologi og litteraturvidenskab, hvor politisk aktivisme angiveligt har fortrængt faglige standarder og indskrænket den åbne debat. Filosofi vurderes overvejende positivt, men også her finder forskerne bag rapporten problemer, særligt inden for kønsfilosofi, hvor de påpeger et »ekstraordinært pres« mod de filosoffer, der udfordrer dominerende forestillinger om køn som socialt konstrueret.