Rod bliver tit udlagt som et symptom på, at noget er galt. Nogen har mistet overblikket, og nu hober bunkerne sig op. Når familier får hjælp i tv-programmer til at tøjle deres kaos, er opgaven typisk større end at sortere og skaffe mere skabsplads. Deltagerne skal også ændre indstilling og se i øjnene, at de har jagtet lykke gennem ting eller hængt fast i gamle drømme, der alligevel ikke blev til noget. Vi ser, hvordan de får det meget bedre, når de får smidt deres gamle bras ud, og der igen er orden på hylderne.

Den udlægning er heller ikke helt forkert. Rod kan godt være tegn på noget dysfunktionelt, og der er studier, der viser, at det kan påvirke vores humør og stressniveau. Men det er ikke altid tilfældet. Der findes også en anden sandhed om rod, som forskerne kun lige er ved at grave frem.