VALGET i Israel på tirsdag burde minde alle om, at Israel er et normalt land, og at jøderne er et folk som alle andre. Det var jo det, der var formålet. Theodor Herzl, zionismens grundlægger, skrev det i bogen Der Judenstaat fra 1896: »Vi skal endelig leve som frie mennesker på vores egen jord og dø fredeligt i vores egne hjem.« Hans nærmeste medarbejder Max Nordau sagde i 1902 det samme om formålet med et jødisk hjemland: »At gøre jøderne til et normalt folk.« Og i 1937, da jøderne flygtede i stride strømme fra Europa, lød det fra Ze’ev Jabotinsky: »Ethvert folk på jorden, ethvert normalt folk, har sin egen stat. Det er den normale tilstand for et folk.«

FOR alle israelere har dét været drømmen, uanset hvor politisk uenige de var. At leve i et normalt land, hvor man vælger sine egne ledere efter endnu en valgkamp om økonomi, sundhed, uddannelse, klima og indvandring, hvor man deler sig efter anskuelser og temperamenter, et land med middelmådige politikere, emsige journalister, kedelige debatprogrammer og vælgere, der synes, at den ene regering kan være lige så god som den anden, og derfor helst vil se en god fodboldkamp. Men: Et normalt land angribes ikke af flere tusinde selvmordskrigere, der dræber børn i fredelige landsbyer og unge til en koncert. Et normalt land lever ikke i evig krigstilstand med naboerne. Et normalt land besætter og undertrykker ikke et andet folk gennem snart 60 år. Et normalt land kan udpege sine landegrænser og forsvare dem. Og et normalt land er ikke genstand for hele verdens evige debat om sin eksistensberettigelse.