Det er, som om børn er blevet til mysterier for os de senere år. Hvorfor trives mange så dårligt, hvorfor kan de ikke komme i skole og ikke rigtig læse, og hvad laver de på deres telefoner? I hvilke internetguruers og fællesskabers dunkle virkelighedsbilleder forsvinder de hen? Hvorfor bryder de sammen, selvskader og mobber, og hvorfor forbryder nogle af dem sig mod andre? Svarene kan ikke sådan knipses frem. Så voksne løber i alle retninger med deres hjemmebagte teorier.

Efterhånden er det også, som om den øgede voksenopmærksomhed og -bekymring nu tager form i film og serier. At det mystificerede, foruroligede voksenblik på barnet inspirerer til dramatik. Her er barnet både forbryderen og forbrydelsen: den, der gør noget galt eller ikke godt nok, men som samtidig ikke kan holdes ansvarlig. Og de voksne er både detektiverne, der skal opklare mysteriet, og dem, der med vores samfunds systemer og dets huller, med negligeringer og forhastede beslutninger, er ansvarlige og dermed de ægte skyldige.