»Jeg har kun een klient, og det er Danmark.« Så flot og morsomt formulerede den nu afdøde sexolog Carl-Mar Møller engang sit arbejdsområde på forsiden af Ud & Se. Det kunne være sjovt, hvis SMK i anledning af udstillingen Parterapi havde ladet sig besmitte af hans humor og udråbt sig selv til Statens Museum for Kunstterapi! Som det sted, hvor danskerne kunne komme hen og få helet deres knuste hjerte, ordnet ægteskabsproblemer, få hjælp til at komme gennem sorgen eller til at få troen tilbage på USA og Israel eller bare Vesten i det hele taget.

Sådan tænker jeg, da jeg bevæger mig gennem udstillingen og ser på alle værkerne af de fire dynamiske kunstnerduoer: Bank & Rau (Lone Bank og Tanja Rau), Hesselholdt & Mejlvang (Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang), J&K (Janne Schäfer og Kristine Agergaard) og Randi & Katrine (Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky). Sidstnævnte er i øvrigt hele udstillingen værd.