Løftebrud. Ingen af de danske fjorde er i så god stand, som EU forlanger fra næste år. Ingen. Den eneste lykkelige undtagelse er røget ud.
Men vi havde dog lidt

Forrige sommer var Avnø Fjord ved Vordingborg den eneste fjord i hele landet, der af Miljøstyrelsen blev vurderet til at være i »god økologisk tilstand«. Sørgeligt, at kun én fjord klarede sig igennem målingerne. Skønt, at der dog fandtes en undtagelse fra elendigheden i dét, biologer og forskere rutinemæssigt kalder et nødlidende og forarmet hav. Den åbne, lavvandede fjord omgivet af strandenge og overdrev vrimler med fisk og sæler, ålegræsset svajer på bunden, og den er aldrig ramt af iltsvind.
Danmarks Naturfredningsforening elskede den under overskriften: »Alle danske fjorde har det skidt – undtagen én.« Avnø kunne fungere som forbillede og brugsanvisning: Sådan kan en sund fjord se ud. Det her skal der til. Sådan redder man de andre.



