En strid blæst stod ind over landet, men i nordsjællandske Lynæs var der læ, så der ville Louise Windelboe gå i havet og høste tang. »Det er højvande,« sagde hun, »men lad os gøre det alligevel.« Længst ude på molen gik hun forrest ned ad en ståltrappe og trådte ned på sandbunden.

Vi var begge i waders, vandet gik os til brystet, og dér foran os på molens store sten voksede savtang, havsalat, blomkålstang og blæretang. En bølgende, svajende køkkenhave under vandet. Latterligt sund. Gratis. Skal ikke vandes, gødes eller luges, optager ikke plads på landjorden og nedbryder ikke havet. Tværtimod er hele historien om den tanginteresse, som er ved at gribe landet, stærkt opbyggelig: Jo mere tang man spiser, desto bedre får havet det.