En kølig formiddag klokken halv 11 stod jeg i mine sorte plasticsandaler og så ned på vejen foran mig. Den var der ikke, den lå under vand, og alligevel skulle jeg gå på den de næste tre kvarter, hen over rillet sandbund og skarpe muslingeskaller, over blødt mudder og svajende blæretang. Det nordfynske vadehav. På luftfotos kan man se lysende sand ligge i store, svungne formationer under havets overflade, klar til at blottes og forsvinde, blottes og forsvinde, dikteret af månens og solens tyngdekraft.

For enden af ebbevejen ventede en øde ø.