Sommeren er forbi, og vi er gået direkte fra afslapning til aflad. Sådan ser det i al fald ud, hvis man tager et kig på topti over bedst sælgende bøger hos Saxo og Bog & idé. Her finder vi ikke så meget skønlitteratur, men til gengæld masser af sundhedsbøger med effektive og lokkende titler som 30 styrkende dage med protein + fiber, Muskelmad, Supernerven, Professorens grønne energigrød, Spis.Mere.Grønt.Nu. og Styrk dit stofskifte.

Det er, som om sommerens synder nu skal betales tilbage i bogform, og det lyder umiddelbart positivt, men vi er ikke kun vendt tilbage til hverdagen, vi er så sandelig også vendt tilbage til os selv. Og vi skal helt ind i tarmsystemet. Helt ned i mavesækken og ud i tyktarmen og videre op til vagusnerven, som de seneste år har opnået noget nær stjernestatus. Vi begynder med sidstnævnte.