Clara Lou kigger først til venstre, så højre og så til venstre igen. Hænderne er begravet i mavelommen på den røde hættetrøje, og kropsstillingen er en anelse foroverbøjet. Måske fordi rygsækken er proppet med mange flere bøger, end hun reelt har brug for – samt et tykt ringbind fyldt med Pokémon-kort. Hele hendes lille væsen udstråler dyb fokus, for hun står foran den største udfordring på vej til skolen på Østerbro i København: den eneste vej, som skal krydses.

Det er efterhånden halvandet år siden, at den i dag otteårige københavner første gang fik lov til at tilbagelægge de 400 meter fra hoveddøren til Heibergskolen uden sin mor i hånden. Det var en milepæl i hendes liv og en stor befrielse. Nu var der ikke længere nogen, som trak i hendes arm og stressede hende, hvis hun for eksempel mødte sine hundevenner Liva og Miko på vejen. At mor stadig stod i vinduet og holdt øje med hende, føltes en smule forræderisk, som om opgaven alligevel ikke var blevet hende fuldt betroet. Men det ændrede ikke på, at det var sejt at være en af de første i klassen, som kom gående alene. Især når hun ovenikøbet er den yngste og den laveste.