Politiet slog til kort efter solopgang mandag morgen. I koordination med Politiets Efterretningstjeneste rykkede betjente i Østjylland og København ud til tre adresser og anholdt tre teenagedrenge, mistænkt for at forberede et terrorangreb på Hadsten Skole.

Det gav et chok i den stille stationsby knap 25 kilometer nord for Aarhus, da det kom frem, at de anholdte via onlineplatformen Discord og beskedtjenesten Telegram havde planlagt et angreb med »knive og bombesprængninger« på den lokale folkeskole.