I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste ...

Incel er en sammentrækning af involuntary celibate, en betegnelse for en subkultur af unge mænd, som oplever sig selv som ufrivilligt seksuelt afholdende og romantisk afviste. I frustration over deres situation udvikler mange et verdenssyn præget af kvindehad, vrede og ekstremisme.

Man kan næsten ikke sige incel uden også at nævne digitale fora som 4chan, Reddit eller Discord, og fordi miljøet primært eksisterer online, er det en udbredt opfattelse, at digitale fora er drivkraften bag radikaliseringen af unge mænd. 

Men den antagelse bliver nu udfordret af et nyt studie fra University of Texas og Swansea University.

Arkivfoto: Marcel Kusch, Scanpix
Arkivfoto: Marcel Kusch, Scanpix

Det ved vi nu ...

Studiet er publiceret i tidsskriftet Archives of Sexual Behavior og er det hidtil største om incelmiljøet: Det bygger på svar fra 561 amerikanske og britiske incels med en gennemsnitsalder på 26 år.

Konklusionen er tydelig: Faktorer som psykisk mistrivsel og ideologi er væsentlig bedre til at forudsige, hvem der ender som incel, end en persons forbindelser til internettets ekkokamre.

Forskerne identificerer to veje ind i kulturen: Den ene er baseret på personlighedstræk som narcissisme og højreorienterede ideologier, mens den anden er præget af personlige traumer som mobning, misbrug, lavt selvværd og psykiske problemer.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Over en tredjedel af undersøgelsens deltagere viste tegn på en moderat depression eller angst, hver femte havde dagligt selvmordstanker, og 30 procent lå over den kliniske tærskel for autisme.

»Vores resultater understreger behovet for indsatser, der retter sig mod de psykologiske og ideologiske dimensioner ved incelkulturen, frem for udelukkende at dæmme op for digitale netværk,« skriver forskerne.

Men ...

Det betyder ikke, at internettet er uden betydning. Incels spejler og forstærker hinandens vrede og verdenssyn digitalt, men incelkulturen handler mere om velkendte problemer som ensomhed, psykisk mistrivsel og social udstødelse end om digital radikalisering.

Archives of Sexual Behavior, 21. maj