Debat. Kristendommen har ingen vilje. Det har de mennesker, der bruger den.
Magtinstrumentet
Når politikere udtaler sig, skal man forstå dem politisk. Da Venstre-regeringen med Dansk Folkeparti på bagsmækken i 2015 skrev i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land, var udsagnet næppe tænkt som en historielektion. Det var et politisk normativt udsagn, der skulle signalere: Muslimer og andre, der ikke er kristne, er udanske og måske endda uønskede som medborgere her i landet.
Når Ida Auken frejdigt fremhæver kristendommens betydning for demokratiet, må man ligeledes huske, at hun er politiker. Hun går ind for absolut ligestilling og håndtryk til og fra alle, og det gør kristne mennesker (næsten) alle i dag. Ergo er det de kristne, der er de ægte demokrater.


