I Jón Kalman Stefánssons Nogenlunde på størrelse med universet reflekterer hovedpersonen Ari over, at »bibliotek« må være et af de smukkeste ord, han kender. Netop sådan har jeg også længe haft det, men da jeg så et foto af den tidligere amerikanske præsident Barack Obamas nyåbnede præsidentbibliotek i Chicago, kom jeg i tvivl.

For hvilken rædsel! Altså, hvordan kan man bygge så grimt uden at blive anholdt for det? Lad mig prøve at forklare, hvordan det ser ud. Biblioteket ligner en nær slægtning til Star Wars' imperievandrer AT-AT, så man må forvente, at bygningen vil skyde med laserstråler. Stilarten er Minecraft møder brutalisme – som havde en flok rumvæsener lagt vejen forbi Jorden og siden efterladt monolitten som en form for fængsel.