Personligt. Ideen var at spise specifikke retter på udvalgte steder, og derfra åbenbarede sig en svævende grisemørbrad, linsekikkerten og sild a la Carl Andre.
Netop dén brutalistiske sild
Takket være restaurant Akaton sidder jeg i køkkenet og hører »Livets efterår« med Shit & Chanel, Anne Linnet og Lis Sørensens band fra 1970erne, og det er da stadig ærgerligt, at jeg ikke var en af de 19 fra højskolen, som tog ind for at høre dem spille i Ribe, men det lå i luften, at man skulle være kvalificeret for at tage med, og jeg kunne hverken finde ud af at vise følelser eller at danse med bløde arme, så det blev mest dem fra drama.
Akaton har kun én ret på menuen: tonkatsu, paneret gris på japansk, og det passede perfekt til min idé om denne uge kun at anmelde specifikke retter.



