At skrive feminismens historie i Sydkorea kræver både sproglig adgang og analytisk ydmyghed. Det forudsætter indblik i koreansksprogede debatter, tekster og erfaringer, men også en villighed til at lade modsigelser, brud og interne uenigheder stå åbne frem for at blive samlet i en sammenhængende fortælling. 

Malene Jensens Et liv uden mænd har sin største styrke i netop den sproglige og empiriske nærhed til sydkoreanske kilder og kvinder, der lever midt i de konflikter, bogen beskriver. Forfatterens engagement i feltet og hendes vilje til at tage sine informanter alvorligt giver fremstillingen både tyngde og nærvær. Samtidig opstår her også bogens grundlæggende spænding: Ønsket om at gøre Sydkorea forståeligt for en dansk læser risikerer enkelte steder at udglatte den kompleksitet, som feministiske kampe i landet netop er kendetegnet ved.