Konversationsleksikon. Xerografere er et ord, der nok mest cirkulerer blandt hærdede Scrabble-spillere, for på dansk bruger vi for nemheds skyld det langt enklere og mere prosaiske »fotokopiere«.
Xerografere
Xerografere [seɐ̯ogʁɑˈfˈeˀʌ] De fleste, der arbejder på kontor, gør det uden at vide, hvad det hedder: xerografere (af græsk: xeros = tør og grafein = at skrive). Det er en enkel, men i princippet ganske revolutionerende reproduktionsproces, hvor en maskine oplader en trykform med negativ elektricitet, som belyses gennem det, der skal afbildes. Samtidig oversprøjtes trykformen med et tyndt lag farvepulver, eller toner, der binder til de opladede steder, som overføres til et stykke papir.
På engelsk tog processen hurtigt navn efter det firma, som opfandt og patenterede den og lancerede den første maskine i 1959: Xerox. Ja, faktisk i en sådan grad, at det udvandede Xerox som registreret varemærke.
Del: