Krigens kunstværk

Adskillige af mine kolleger på den uddannelsesinstitution, hvor jeg arbejder, har opgivet at følge med i den grusomme krig i Ukraine. De vil simpelthen ikke have de brutale billeder og de lige så brutale ord, der bliver sagt og skrevet om krigen, ind i deres bevidsthed. Eller ind i deres børns bevidsthed. Det siger de ligeud til mig, når jeg løber på dem på institutionens gange og trapper, fulde af trang til at tale.

Min egen måde at beskytte mig på er helt modsat. Jeg læser informationsstrømmen som et stykke litteratur. Hver gang jeg har et ledigt øjeblik, scroller jeg nettet igennem på rastløs jagt efter nye beskrivelser af kampe og nye interviews med engelske og amerikanske eksgeneraler, der kan analysere dem. Og alt, hvad jeg læser og lytter til, samler sig døgn for døgn til en slags polyfon roman. Sådan holder jeg den pinagtige følelse af at leve midt under en katastrofe på afstand.