Utak

Utak [ˈuˌtɑg] Hvem bruger det ord i dag? Meget få. Måske kun dem, der bittert mumler »utak er verdens løn«, så næsten ingen kan høre dem, for de ved godt, at det er pinligt at afkræve andre mennesker taknemmelighed. Taknemmelighed må ikke indgå i en alt for tydelig byttehandel, men skal komme af sig selv for at føles ægte, og gør den det, er udvekslingen dyb og skøn for den, der giver, og den, der får.

Små børn med alle deres spontane og hæmningsløse følelser i behold presses af deres forældre til at sige tak for gaver, også ting, der rammer helt ved siden af. Men de skal presses, synes jeg. Pres endelig videre. De må lære at forstille sig i nødsituationer, for det er ikke dem selv, det handler om, men den, der giver gaven. Børn forstår ikke altid, hvad der foregår. Ved ikke, at de dér i bunkerne af gavepapir gennemgår livsvigtig socialisering og indlemmelse i samfundet. Senere vil de (og alle andre) være taknemmelige for, at de har lært at sige tak. Børn opdager ordets mirakuløse eller i hvert fald glædelige indvirkning på andre mennesker og indser, at der efter de operative og praktiske »ja« og »nej« kommer det tredjevigtigste ord i verden: »tak«. Smøremidlet. Det menneskelige overskud. Anerkendelsen. Tak kendetegner civilisation og fællesskab. De tre ord kan kombineres til ja tak og nej tak, og vi befinder os stadig i den behagelige høflighedssfære, som de er særligt gode til sydpå, ja allerede i Tyskland. Findes der en kultur uden »tak« i sproget? Der ville jeg nødig bo.