Konversationsleksikon. Vent med at rette på udmattede småbørnsforældre, der synes at bruge ordet ulvetime forkert. Måske er det Dem, der er gal på den.
Ulvetimen
Ulvetime [ˈulvəˈtiːmə] er et tidsrum sidst på eftermiddagen, som kun findes i børnefamiliers døgnrytme. En undtagelsestilstand, hvor børnene pludselig bliver pylrede, umulige, skabede, hyler efter skærmtid og snacks. Pudsigt nok træder denne personlighedsforstyrrelse i kraft, lige netop når forældrene kommer overskudsløse og trætte hjem fra en lang arbejdsdag og måske selv kunne have lyst til at smide sig på en sofa med skærm og slik og fodmassage, men i stedet må overjege sig ud i køkkenet og begynde at lave aftensmad og rydde op. Man kunne måske kaste sig ud i en analyse af, hvorvidt ulvetimen er en psykologisk konstruktion fremkaldt af forældrenes eget sukkerkolde, sofamisundelige blik.
Men vent. Der er større korrektiver, som kræver vores opmærksomhed. Thi denne sølle småborgerversion af ulvetimen, brugt fra begyndelsen af 1970erne, er en forfalskning. I virkeligheden er ulvetimen ikke barnlig eftermiddagshorror, den oprindelige definition af ulvetimen placerer den i nattens sidste, mørkeste timer, lige inden solopgang. Og her ruger en dybere, dæmonisk rædsel. Hvor ved vi det fra? Tænk på Ingmar Bergmans skrækfilm Ulvetimen (Vargtimmen) fra 1968. Den er skøn, næsten parodisk bergmansk: Der er noget ægtepar i krise, noget skærgård i dramatisk sort-hvid, utroligt lange tavsheder, der er Max von Sydow og Liv Ullmanns uforlignelige, martrede ansigter. Kunstmaleren Johan (Sydow) er urolig, mørkeræd, holder sig vågen hele natten, fordi han hjemsøges af sære skikkelser og får sin kone (Ullmann) til at blive oppe med ham, mens skellet mellem drøm og virkelighed skrider for dem. Som Johan siger, mens de våger i timen inden daggry:
»Denne time er den sværeste. Ved du, hvad den kaldes? De gamle kaldte den for ulvetimen. Det er den time, hvor de fleste dør. Og hvor de fleste børn bliver født. Det er timen, hvor mareridtene kommer til os. Og hvis vi er vågne, føler vi rædsel.«
Kan I fornemme, at der er mere format over det end skrigende børn, der kræver slik klokken 16.00?
Men vent. Plottvist! Når vi ser nærmere efter, viser denne brug af udtrykket at være pure opspind. Den natlige ulvetime er slet ikke oldgammel skandinavisk folketro. For hvem har fundet på hele denne mytologi om ulvetimen? Det har Ingmar selv – til lejligheden. Denne »oprindelige« definition dateres fra akkurat 1968, altså fra samme år som filmen Ulvetimen.
Der er ugler i mosen, som man siger, når noget ikke helt stemmer. Skam få mig, der i årevis har gået og rettet på udmattede medforældre, når de brugte ulvetimen forkert.
Men hvorfor ugler, hvorfor skulle de være så ildevarslende, ud over at det lyder lækkert Twin Peaks-sælsomt? Her er der reelt en forvanskning på spil, for der var i ordsprogets begyndelse ulve i mosen. Talemåden stammer fra jyske studeprangere, der brugte den om betænkelige handler: Når de brummede på dialekt, var det om »uller i mosen«. Mens ulvene forsvandt ud af Jylland, blev ullerne til rigsdanske ugler.
Nu er ulvene imidlertid vendt tilbage i geografien, så måske bør de også genudsættes i ordsproget?
Del:
