Bogværk. Dansk ekspeditionshistorie vekselvis i kongens, oplysningens, fremskridtets, nationens, imperiets og international forsknings tjeneste slår et stort samlet slag for 420 års rejser i verden efter viden om den.
Udfarende nysgerrighed
Virkelig? Et mammutværk om rastløse danske mænd i skødefrakker, kaki og isbjørneskindbukser, der kontinuerligt, kækt og kejtet – og typisk i en halv- eller helimperialistisk dunst – fører sig frem i troperne og Arktis i den vestlige videbegærligheds navn? Det forekommer at være en uforsigtig, for ikke at sige dristig udgivelse i 2021. Kan forlaget have overset, at det angiveligt er tid til erkendelse af »hvid skyld«, privilegieskam og soning ad libitum for danske eksercitser i selvsamme lille halve årtusinde, som værket beskriver? Udgivelsens tilsyneladende anakronisme vurderes til sidst.
Første bind omhandler danske ekspeditioner i 1600-1850, som typisk var udsendt af konger med handel og prestige for øje. To af redaktørerne, egyptolog Anne Haslund Hansen og antropolog Michael Harbsmeier, der også er ansvarlige for store dele af forlaget Vandkunstens flotte udgivelser om og af Carsten Niebuhr, lægger fra kaj med netop hans Arabiske Rejse 1761-1767. Den er alle danske tværvidenskabelige ekspeditioners moder, særdeles velforberedt, veldokumenteret og systematisk i indhentning af viden, som den var, og baseret på en oplysningsfilosofisk erkendelse af, at man måtte rejse ud for at op- og undersøge fænomener til klassifikation og derved opnå ægte empiribaseret viden om verden.
Del: