Anmeldelse. Matador-romantik møder radikal komposition i Amalie Laulund Trudsøs overordentligt vellykkede Kunstnerhjem om et kvindeliv i Efterkrigsdanmark.
Uden eget værelse
Hvis jeg var noget inden for filmens verden, ville jeg skynde mig at købe rettighederne til Amalie Laulund Trudsøs tredje bog Kunstnerhjem. Den inviterer ligesom til levende billeder: Lige fra begyndelsespunktet i besættelsestidens Slagelse, hvor hovedkarakteren Signe som datter af en dyrlæge vokser op i det bedre borgerskab, til slutningen, hvor Signe er blevet en midaldrende mor, der driver egen butik i Taarbæk, er der noget seværdigt over romanen.
Så levende ser man de tre søstre og husholdningens øvrige beboere for sig – »De elsker at være sammen med de unge kvinder, kokkepige og stuepige og indtil for nylig også den barnepige, der på samme tid er voksne og børn, der på en eller anden måde befinder sig i en sprække mellem to liv; ét, de har haft, og ét, de skal have, hvis der altså er nogen, der vil have dem« står der smånynnende et sted – og så levende fornemmer man den oprørske Signe, der vil male, men ender med at forelske sig i en maler i stedet og dermed besegle sin skæbne som familiens grålige får.
Del:
