»Fed titel,« siger damen i boghandlen, da jeg køber Mirco Reimer-Elsters Fra supermagt til shitshow. »Man får lyst til at læse den.« Hun har ret: fantastisk og i grunden også meget dækkende titel. Men sammen med forsidefotoet af forfatteren iført en T-shirt med en tyggegummiboblepustende Donald Trump holdt i pink nuancer lægger den op til en mere sensationalistisk og mindre sober udgivelse, end tilfældet faktisk er.

For i løbet af de 300 sider får man en skarpsindig gennemgang af de seneste 50 års udvikling i amerikansk samfund og politik: Fra Nixon, der gik af som præsident, fordi de demokratiske institutioner virkede, og han ikke havde noget andet valg. Til Trump, der trods kupforsøg og kongresstorm får en chance til, fordi de selvsamme institutioner ikke længere fungerer efter hensigten. Alt sammen leveret på et højt intellektuelt niveau, iblandet den tørre og nogle gange barokke humor, som nogle måske kender fra forfatterens optræden på tv og radio.