Replikker. I en lang række nyere romaner bliver et skævt magtforhold set fra den svage, mestendels kvindelige parts perspektiv. Hvad får hende til at slå igen nu, og hvorfor har vi stadig så svært ved »offerfortællinger«?
Svar på tiltale
I kølvandet på DR-serien De unge kærester kom jeg til at tænke på et debatindlæg, en af de medvirkende, Astrid Lund Johansen, i foråret fik bragt i Politiken. Programmet handler om kærlighedsforhold blandt par med stor indbyrdes aldersforskel og den forargelse, der følger med – nogle gange ledsaget af en uopfordret strøm af gode råd, de implicerede ikke har bedt om. Kronikken afsluttes således: »Tak, men nej tak for din misforståede omsorg. Jeg er ikke en stakkels pige, jeg er en voksen kvinde, der har presset et barn ud af min kusse.«
Ingen har lyst til at blive gjort til et offer. Alligevel fylder ordet temmelig meget i den offentlige samtale. Og så er der litteraturen: En del nyere værker med lignende temaer og rødder i virkelighedens verden udforsker, hvad det også kan forårsage, at to mennesker med et stort aldersspænd indgår i en relation.
Del:
