Mandlige forfattere skriver med udgangspunkt i det universelle menneske og livets vigtige problemstillinger, mens deres kvindelige kolleger i bogstavelig forstand griber i egen barm og berører mere feminint partikulære emner såsom de nære relationer. Groft sagt: tankegods over for følelsesliv.

Den forestilling – eller antagelse – har i hvert fald været dominerende gennem flere århundreder. Men holder den stik?