Implosivt. Det florerer ikke ligefrem med poetiske greb i partiernes henslumrende slogan-arbejde. Undtagelserne er Alternativets og Liberal Alliances kække for- og overtegninger.
Stem på julemanden
Lyrikanmelderen kan ikke bare holde fri fra valgdækningen, krølle sig sammen i chaiselongen og gennembladre små, skinnende, nysselige digtsamlinger i fred for al den hardcoredøvende valgkampstøj. Jeg skal ind i kampen, skal jeg, forklarer litteraturredaktøren mig venligt, men bestemt. Rulle min forfinede tunge ud og bedømme smagfuldheden af den vulgære, kondenserede retorik, der er partiernes valgslogans. Okay så, skal nok, rokokosukker jeg.
Lad os kigge på de gamle partier, som i sandhed lyder gamle, skiftevis mumlende og mimrende, hvis ikke decideret jamrende, selv eller måske især, når de sloganerende forsøger at råbe højt.
Del:


