Ubeslutsom. Den ungarske jøde Antal Szerb vidste lige så lidt som sine rastløse romanskikkelser, hvad han skulle bruge sit liv til. Med tiden tog de valg for ham, han ikke selv magtede at tage.
Spring på et tog
36 år. Det er da ingen alder, siger man til sig selv. Men tiden går, mens man siger det. Snart vil man være midaldrende. Men et eller andet kan nok stadig nås, tænker man så også. Hvad skal det være? Skal det være noget på arbejdet eller noget amourøst? Skal man forpligte sig eller stikke af?
I den ungarske jøde Antal Szerbs roman Rejsende i måneskin fra 1937 forsøger den 36-årige brudgom Mihály og hans brud Erzsi på samme tid at forpligte sig og stikke af. Mihálys universitetsstudier er for længst afsluttet. De har ikke ført til noget. Så nu er det vel på tide, at han for respektabilitetens skyld finder en plads i det familiefirma, hans far og brødre driver i Budapest. Et par ugers bryllupsrejse med Erzsi, der for nylig er blevet skilt fra sin første mand, og som Mihály i flere år har haft en affære med, skal være en sidste stakket frist i friheden.
Del:

