Det er for lidt at sige, at stor litteratur er tidløs. Til fortællingen om Thomas Mann, nobelpristager i 1929 og til sin egen forfængelige glæde ofte omtalt som det 20. århundredes Goethe, hører mindst yderligere to lag:

For det første mennesket Mann. Købmandssønnen, der blev forfatter og vævede civilisationskritiske værker ud af dødslængslens og den forbudte kærligheds forførende tråde, men omvendt var så fokuseret på den borgerlige anstændigheds regnskab, at han aldrig udlevede sine homoseksuelle længsler i virkeligheden, og som lige så foruroligende selvdisciplineret drog gennem 1930ernes Amerika for at sprede demokratiets glade budskab, mens han i sin dagbog skrev: »Tror jeg selv på det?«