Spættens lille trommehvirvel

Fuglerigets største drama queen er solsorten. Knap har amatørornitologen sat fod i skoven, før en solsortehan kaster sig ud på stien, flakser med vingerne og udstøder højlydte alarmkald til hunnerne som for at sige: »Bare rolig, de damer, nu kommer jeg og redder jer!« – totalt uvidende om, hvor uinteressant hans art er for fuglekiggere.

Hvis man som jeg plejer den mindste interesse for fugle, kan man ikke undlade, bevidst eller ubevidst, at tilskrive dem særlige karaktertræk og temperamenter. For eksempel mener jeg helt personligt, at en fiskehejre, der varsomt vader gennem mosevandet, minder om en familiefar, der skal tisse midt om natten og sniger sig gennem huset, forsigtig med ikke at vække sin familie; fasaner spankulerer rundt som promenerende borgerfruer i deres bedste søndagstøj; og den almindelige grågås ter sig med den samme dvaske menneskefjendskhed som en mangeårig hverdagsalkoholiker. Den svenske journalist og forfatter Joar Tiberg må have taget udgangspunkt i den slags små refleksioner, da han skrev sin bog Fugle i felten, oprindeligt udgivet i 2014 og nu oversat til dansk af Emil Kjærs Voss.