Smertensbarnligt. Henrik S. Holck, den evigt mirakuløse, syttenårige 1978-debutant, skriver sig hvidglødende ømt helt tilbage til sin indespærring på Børnepsykiatrisk i Glostrup.
Man gjorde et vidunderbarn fortræd
Tænk, hvis Gustaf Munch-Petersen var blevet ældre end 26 år. Tænk, hvis Morten Nielsen var blevet ældre end 22 år. Tænk, hvis Michael Strunge var blevet ældre end 26 år. Tænk, hvis Yahya Hassan var blevet ældre end 24 år. Tænk, hvis Henrik S. Holck var blevet ældre end de 17 år, han purung var, da han i 1978 debuterede med den fejende flotte, ubærligt smukke, rasende renfærdige digtsamling Vi må være som alt – samtidig med Holck debuterede på Borgens Forlag Strunge og (overgrunds)debuterede F.P. Jac, sikke et poetisk moment! – dette er digtet »Brænd ikke min verden«:
»gennem himlen lydløst fuglene/ mens ilten driver ind fra havet/ og mine knogler råber mod mig/ under huden gennem blodet// går videre/ forlader klitterne/ og søger længere ind i landet/ mens det begynder at regne/ og der er meget stille/ kun føddernes skred i sandet/ næsten helt stille næsten borte/ stille stort og blødt og vådt// gennem himlen lydløs fuglene/ drivilt og knoglernes vækstsprog/ sandet og sandet og havet/ hud af jord og jord af hud// brænd ikke min verden«.
Del:
