Demensen. At skrive om et menneske, der forsvinder, er en kunst, og israeleren Noga Albalach mestrer den bedre end de fleste.
Som en hat i røven
Hvis denne anmelder har læst noget mere hårdt, noget mere indædt, indkogt, om demens og sorg og død, kan han ikke længere huske det. Der er nu ellers skrevet en del. For eksempel skrev Thomas Bredsdorff om at være gift med en kvinde, som lider af demens i Tøsne og forsytia. Ane Riel skriver om aldring og demens og tid i romanen Urværk. Lisa Genova skrev Still Alice, som blev en meget smuk film. Og Florian Zeller skrev i 2021 skuespillet Le Père, som efter en bearbejdning blev til et hårrejsende indre drama i filmen The Father. Men intet sted har man læst så pointerede beskrivelser som hos den israelske forfatter Noga Albalach. Et helt kapitel kan hos hende lyde sådan her:
»En anden dag, ved hospitalssengen:
Del:
