Anmeldelse: Young Man in a Hurry. Gavin Newsom vil gerne være præsident. Det er svært at sige hvorfor.
Smart i en fart
Gavin Newsom vil gerne være præsident. Så gerne at Californien-guvernøren efterhånden har forsøgt at komme i spil som Demokraternes kandidat i 2028 med en del forskellige strategier. Sidste år lancerede han en podcast bestående af interview, fortrinsvis med højrefløjsskikkelser som Steve Bannon og Charlie Kirk, foretaget af Newsom selv, der blev lidt for ivrig efter at forene polerne – med det resultat, at gæsternes vilde påstande blev forbigået for at få en samtale op at stå. Derefter skiftede han aggressivt gear og skabte en onlineprofil, hvor Donald Trump og hans MAGA-følge jævnligt bliver gjort stygt til grin. Han har desuden ført krig mod Republikanerne, efter at partiet med udsigt til hårde midtvejsvalg besluttede at ændre opdelingen af valgdistrikter i Texas i egen favør. Newsom svarede prompte med tilsvarende gerrymandering til Demokraternes fordel i Californien.
Politisk synes Newsom moderat anlagt, men strategisk har han vist sig at være en forbløffende dristig figur i et parti, der ellers har det med at snuble over sin egen forsigtighed. Tanken synes at være, at hvis Demokraterne skal støde panden mod en mur, så lad dem brage ind i den.
Del:


