Hvorfor skal vi i 2026 bruge vores sparsomme tid på at læse en bog om krigstænkere, hvoraf mange levede for flere hundrede år siden? Stolte mænd som Sun Tzu, Djengis Khan, Frederik den Store, Napoléon Bonaparte og så naturligvis manden med det imponerende navn Carl Philipp Gottfried von Clausewitz, eller bare Clausewitz, officer i den preussiske hær fra slutningen af 1700-tallet.

Hvad sidstnævnte militære teoretiker angår, kunne en gyldig grund oplagt være, at han regnes for den vigtigste af dem alle – med stadig gældende indflydelse. Man kunne dog også anlægge et bredere perspektiv på sagen: Der findes nemlig næppe et emne, som er vigtigere at grunde over og forske i end krig. Det skulle da lige være klima eller pandemier. Tre emner med det tilfælles, at de kan omkalfatre vores verden.