
Illustration: Kasper Vang
Indpakning. Bogdesign er i høj kurs, men hvem bestemmer, hvordan forsiden skal se ud?
Slaget om omslaget
Da det britiske forlag Faber & Faber i april lancerede en litterær begivenhed, var hovednavnet ikke en celeber forfatter, men en grafisk designer ved navn Jon Gray. Som kreativ redaktør ved bogmagasinet The Bookseller Danny Arter efterfølgende sagde til The Guardian: »Det er ekstremt sjældent, at et forlag afslører omslaget inden udgivelsen, og så ovenikøbet gør så stort et nummer ud af, hvem der har designet det.«
Omslaget skal pryde den irske stjerneforfatter Sally Rooneys tredje roman. Skønt bogen først udkommer til september, er omslaget allerede et fænomen. Ikke mindst på sociale medier, hvor bogbloggere flittigt deler billeder af den grafiske forside, der kommer i flere farveversioner fra en skarp turkis til en sart rosa. Og med Sally Rooney skrevet så stort, at ingen er i tvivl om, hvem der har forfattet værket. At bøgers indpakning i sig selv kan skabe hype, har vi også set på det danske bogmarked. Tænk bare på Leonora Christina Skovs seneste roman Hvis vi ikke taler om det, der er udstyret med marmoreringer, guldsnor og tilhørende notesbog. Eller Olga Ravns Mit arbejde, som alle kvinder over 25 år formentlig kan identificere ud fra det ikoniske omslag med store pink typer. Tidligere på sommeren fik også det værk tilbehør: en barselsdagbog til nybagte forældre. Bøger er blevet et brand, og forlagene, der ellers var klar til at erklære papirbogen for nedadgående, øjner et nyt marked.
Del: