For to år siden døde min far. De sidste to måneder var hans krop hærget af en infektion, der skabte en kemisk reaktion i hjernen, hvor hallucinationer, vrangforestillinger og vild paranoia bankede rundt som fluer i en flaske. Så døde han endelig, slidt op af konspirationsangst og psykose.

Da min far blev indlagt, vidste jeg med det samme, at jeg måtte skrive om hans sygdom, fordi ændringen af hans personlighed og virkelighedsopfattelse var så uhyggelig og fascinerende. Da han døde, indså jeg, at jeg ikke kunne skrive om hans død uden også at skrive om hans liv, og at jeg hverken kunne skrive om hans stille liv eller stormfulde død uden også at skrive om mig selv.