Salatbowlgørelsen

Et velkendt ord er ved at skifte ham. Ordet »protein« er krøbet fra skemaet over næringsindhold på bagsiden af enhver fødevare til forsiden, hvor proteinindhold er blevet synonymt med helse. Denne sproglige forskydning har mange gjort sig lystige over, men denne lystighed er allerede ved at slippe op, da ordet straks igen er ved at få ny betydning.

For læser man opskrifter på internettet, eller er ens algoritme på Instagram Reels eller TikTok nogenlunde sporet ind på madlavning, ser man, at ordet nu anvendes på en ny måde. Her taler man nemlig om »et protein« som en kategori af ingredienser – hvilket protein skal der i retten? Kylling, okse eller tofu?

Oftest er det en marmormejslet træningstype, der iført sportstøj fremviser sine opskrifter og gør det klart, at man ganske frit skal vælge »et protein«, der fuldender den næringsoptimerede opskrift. Fred være med dét: at folk af en sådan statur og påklædning også går sygeligt meget op i proteiner, kan hverken overraske eller chokere.

Men dette sprogbrug begrænser sig ikke længere til fitnessverdenen. Protein som kategori er ved at blive gængs sprog, og på to særskilte ferier – til henholdsvis New York og Bukarest – er jeg på spisesteder blevet bedt vælge »et protein«.

Som bekendt er ords betydninger ikke statiske, og som sprogbruger må man rette ind efter, ja, sprogets brug. Alligevel vil jeg modsætte mig netop denne proteinfoldning.

For som man skal beslutte, hvilket type protein man vil indtage, er det, som om man tvinges ind i fitnessverdensbilledet. Pludselig taler man selv deres sprog, og det er, som om man i sindet iklædes lycra og tanktop, konstant selvoptimeren og næringsmæssig årvågenhed.

Selvom valget mellem det ene eller det andet protein nok er ganske passende i en salatbars kønsløse gastronomi, siver denne valgfrihed ud i den øvrige madlavnings grundvand, hvor man nu ufrivilligt taler om maden i næringens og valgfrihedens vendinger. Verdens mange særprægede køkkener gøres til ét: salatbarens. Uanset spisested fanges alt i ét spørgsmål – »hvilket protein?« – og verden salatbowlgøres.

Jeg må insistere på, at jeg aldeles ikke spiser »et protein« – jeg spiser peberbøf, jeg spiser coq au vin eller salade niçoise. Og hvor ville det ikke også skurre i ørene på fitnessfolket, hvis de blev spurgt, »hvilket fedt« de ville have som dressing på deres salat.